Landskab d. 31.01.15 14.12.49 til 14.16.17

Sætningerne er et hav.

Var der virkelig ild et sted? Dansende, legende, lyttende. Sandet. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Det var ikke markerne jeg kom fra. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Samtale d. 31.01.15 13.27.58 til 13.31.08

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det handler om

Hav d. 31.01.15 13.15.36 til 13.17.53

Jeg er lost i en borderlinenat. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Samtale d. 31.01.15 12.08.58 til 12.14.42

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.