Samtale d. 15.09.14 18.51.28 til 18.53.14

Du må ikke forsvinde. Det var før du kunne forsvinde. Det var ikke skovene jeg kom fra. Der var noget som åbnede sig. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Samtale d. 15.09.14 17.42.39 til 17.44.54

Giver det mening?

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? Vi har travlt. Var det markerne du kom fra? Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Trak jeg de yderste? Dit navn var alt jeg hørte. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Samtale d. 15.09.14 15.12.02 til 15.13.32

Du siger noget om solen. Var jeg stille? Du kan være i dette landskab. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Solens sind. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg forsvinder ikke. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Landskab d. 15.09.14 15.10.33 til 15.11.58

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Landskab d. 15.09.14 15.09.09 til 15.10.29

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg læste dine linjer. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Samtale d. 15.09.14 15.07.53 til 15.09.05

Var det skovene du kom fra?

Et brev. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. I læberne og i huden. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Hav d. 15.09.14 15.06.32 til 15.07.50

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Dette langsomme blik imod stenene. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Ikke var muligt at komme derind. Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet?

Er du på den anden side af havet?

Hav d. 15.09.14 15.04.03 til 15.06.28

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Over murbrokkerne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Der hang figner henover udsigten. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Landskab d. 15.09.14 14.37.19 til 14.39.50

De bløde bakker udenfor byen.

Vi har travlt. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. I læberne i huden. Da jeg lyttede blev jeg bange. Sætninger. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Bussen skrev til dig. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Hav d. 15.09.14 14.33.44 til 14.36.47

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Jeg skrev intet ned i den periode. Havde du fundet en grøn sten? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Ring til mig.

Vi, øjne? På en rude. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.