Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Derinde bag bjergene. Var jeg stille? Og en anden dag: Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. De vigtigste. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Når du rør mig er vi hinanden. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Tågen i skovene i udsigten. Du, du. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg lyttede til dit hjerte. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.