Ved den kyst, havets langsommelighed. Du kan være. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Ikke søge ly i den flod. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Et sted er der en. Har vi de samme øjne? Ved den kyst, havets langsommelighed. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Mørket kaldte vi bare for mørket. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Alene? At se dig. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Dine sætninger. Dine diamanter lyser i min mund. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Du må ikke forsvinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi har de samme øjne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.