Samtale d. 22.10.13 09.38.57 til 09.40.09

Indimellem nogle ord. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Du trak de yderste. Har vi øjne? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Nu er der en uro i kroppen.

Samtale d. 22.10.13 09.20.29 til 09.21.41

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Du trak mig med til de yderste bjerge.