Kalken.

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Tågen i skovene i udsigten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Lysene lyste. Udsigten var håbløs. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Når vores kroppe er hinanden.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg er på den anden side af havet. Var det skovene du kom fra? Stolen jeg sad på knirkede i natten.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Jeg havde dig. Jeg havde dig. Jeg havde dig.

Derinde bag skoven. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Det generte i skriften. Derinde bag skoven. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hvad?

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg var de dage.

Derinde bag skoven.

Derinde bag skoven.

Og vi vågnede. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du siger mit navn. Blæste det virkeligt? Jeg går bare og venter på den fucking sol.