Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Solstorm. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Hver morgen: Wow! Er du på den anden side? Hvad tæller du til? Hvad med den himmel? I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Over murbrokkerne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Luften og jordens sange. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. At tale var blevet uoverskueligt. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Glashænder.

Vi har øjne. Nætterne. Ugerne.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Rifterne. Stod imod, men skrev: intet. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Lysene lyste. Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Et genert rum, et intimt rum. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Under den grå, grå himmel. Jeg var nøgen i de dage. Et genert rum, et intimt rum. På en rude. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Et genert rum, et intimt rum. Bagefter sad jeg i timer og læste. Et genert rum, et intimt rum.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Afsavn. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. I bussen skrev jeg en sms til dig. Oplæsning for intetheden. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.