Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Markerne, du? Det dybeste af alt er huden? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Gennem hullet i hegnet. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Der hang figner henover udsigten. Solens sind. Hvilken nat fulgte efter natten?

Det er bare.

Under den blå, blå himmel. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Ikke var muligt at komme derind.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Hvem var det, der skrev:

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Glashænder.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Farvede ordene milde. Det dybeste af alt er huden? For hvert lag af betydning i stenene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Vi har øjne.

Ikke glemme floderne i ørerne. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Uforståelige sætninger

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

Der var noget som åbnede sig. Gennem hullet i hegnet. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Dine øjne. Var der virkelig ild et sted? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vi, de mindste detaljer.