Hav d. 7.02.13 18.45.29 til 18.48.09

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Solens sind. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du foldede dig ind i mine ord. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Samtale d. 7.02.13 18.42.37 til 18.45.25

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Vi bliver verden.

Sætningerne er en ørken. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Dette hurtige blik imod vandet. Farverne. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Landskab d. 7.02.13 17.30.32 til 17.34.36

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Indimellem sagde du nogle ord.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Solens sind.

Træerne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Hav d. 7.02.13 17.13.11 til 17.16.03

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Hver dag gled med mig videre. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Hvad? Jeg ikke det der. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I natten, i søvn. Det jeg kom fra.. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Sandet var forsvundet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Forsvinder ikke. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Bagefter, henover en tøven.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Intet, jeg modtog intet. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Solens sind.

Samtale d. 7.02.13 14.40.35 til 14.44.23

Jeg så små rystelser.

I natten, i søvn. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Kalken. Nordlysets sitren i din stemme. Byen.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Træerne.