Vores. Intimiteten, skriften.

Og vi. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Sad jeg? Jeg har plads i min hud. Tingene tøver. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Regnvejrsmeteor. Hvor længe havde du drevet i vinden? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Du foldede dig ind i mine ord. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Hvilken dag fulgte efter dagen?

Det dybeste af alt er huden.

Landet smuldrer, smuldrer. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Sætningerne er filtrede tråde. Bagefter sad jeg i timer og læste. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.