Hav d. 29.01.13 17.14.32 til 17.16.43

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Kullet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Udsigten var håbfuld. Altid er det dette langsomme blik. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Hav d. 29.01.13 17.11.21 til 17.14.28

Træerne. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Her er natten allerede langt bag mig.

Dagene. Ugerne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

Samtale d. 29.01.13 16.08.24 til 16.11.57

Regnen, vinden imellem dine læber. Brev.

Skriv i dine læber.

Det var før du. Jeg sejlede mellem dine læber. Rifterne, rifterne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg prøver dette tilfælde. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Var du nattens fortvivlede stilhed?

Hav d. 29.01.13 16.02.35 til 16.07.25

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Vi, gamle tanker om stilheden. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Jeg var nøgen. Var jeg? Vi stod og lyttede.

På et stort stykke hvidt.

Det handler om. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Samtale d. 29.01.13 14.00.31 til 14.02.38

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Er du på den anden side? Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Sådan så mine drømme ud. Senere i dine øjne. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Sad jeg alene? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Kalken.