Land. Kan jeg skrive? Ikke floderne i ørerne. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Du.

Bag øjnene sidder en lampe og ser. Jeg, du, den. At tegne øjne i sætninger. Trak du de yderste bjerge? Trak jeg de yderste bjerge? Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Og en anden nat:

At tale var blevet uoverskueligt. Du lod himlen hvile. Hvem var det, der skrev: Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bøgerne var de eneste. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

Var jeg? Jeg på din hud. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg skriver natten i gang, stille. Dette hurtige blik imod vandet. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. De matte hemmeligheder inde i træet. Nu sejler jeg bare i version ..