Alting bag alting.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Det handler om. Sådan svarede du.

Lysene lyste. Dine øjne. Dansende, legende, lyttende.

Det dybeste af alt er huden. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Svarede du? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg skrev mig vild i de dage. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Som at skrive i nye aviser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Der var noget som åbnede sig.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg læste dine linjer. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Rød. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.