Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Nordlysets sitren i din stemme. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Du foldede dig ind i mine ord. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Og ord. Det dybeste af alt er huden? Tågen i skovene i udsigten. På en rude. Stjernekontinent.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Sætningen løb videre igennem kæben. Jeg var nøgen i de dage. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Notesbog. Beskydning. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Du må ikke forsvinde. Var disse linjer virkeligt virkelige? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Sad jeg? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Dette hurtige blik imod vandet. Jeg sejlede omkring på alt. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Kan skriften være genert? Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Et brev. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ring til mig uden grund. Har vi de samme øjne? Jeg lyttede til dit hjerte. Stille?

Er du på den anden side? De yderste kyster, en grøn sten. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Har vi de samme øjne? Vi har de samme øjne. Jeg har skrevet et kort til dig.

Luften og jordens sange. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det var ikke skovene.

Stod imod, men skrev: intet. Regnen, vinden imellem dine læber. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi har de samme øjne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Har vi forskellige øjne? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Et genert rum, et intimt rum. Sådan noget.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lyset i ørknen i udsigten.

Hvilken dag fulgte efter dagen? Bagefter sad jeg i timer og læste.

Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Min skrift er farvet af sig selv. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Et genert, et intimt rum. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

I læberne og i huden. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Provinsen og gågadens sange.