Hav d. 23.04.12 17.34.10 til 17.37.08

I hvert sitefeed gror dine sætninger.

Derinde bag ordene. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Der var et script der skyggede for solen.

Hav d. 23.04.12 14.50.12 til 14.53.16

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Markerne, du? Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Der hang en nice frugt og dinglede. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hav d. 23.04.12 13.27.49 til 13.30.21

Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Ude ved fabrikkerne. Du må ikke. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner?

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Hav d. 23.04.12 13.26.04 til 13.27.45

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Jeg var i din krop, og du?

Du foldede dig ind i mine ord. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Landskab d. 23.04.12 13.24.00 til 13.26.01

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Samtale d. 23.04.12 13.03.57 til 13.05.51

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Som at skrive i koder. Skyen skjulte noget for fuglene. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen.