Hver morgen: Wow! Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. På havet. Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system. Stenene og træernes sange. Vi, gamle tanker om stilheden. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne.

Ikke den flod. Havde du kysset en anden? Du trak de yderste. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Et hav.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Når du ringer, hører jeg det ikke. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede.

At en verden.

Du skrev ikke længere. Jeg, du, den. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Du mod de kommende kyster. Den skrøbelige. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Trak jeg de yderste bjerge? Jeg kunne glemme det, der glemmes.

En. Der åbnede sig. Når min krop.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Så trak dagen langsomt på øjne.

Et sted, forsigtigt. Vi, de mindste detaljer. Som nu. Jeg på overfladen. Når vores kroppe er hinanden. Dagen på vores øjne.